Stund – mønsterstrik på store pinde af Anne-Sophie Nørby Velling udkommer d. 4. juni

Anne-Sophie Nørby Velling / Agustins er strikdesigner med fokus på nordisk æstetik ©Anne-Sophie Nørby Velling

Når Anne-Sophie Nørby Velling byder indenfor i sit æstetiske strikke- og designunivers på Instagram, foregår det på engelsk, da størstedelen af følgerne følger med fra udlandet. På hjemmesiden, hvor hun sælger sine strikkeopskrifter stykvis på både dansk, norsk og engelsk, er der også stor efterspørgsel efter de ikke-danske opskrifter.

Hendes design, hvor strukturer af arkitektonisk karakter og silhuetter, der er klassiske i deres form, er det bærende formsprog, strikkes flittigt rundt omkring i verden.

Augustins’ mønsterunivers er kendetegnet ved, at hver opskrift er udformet med en særlig detalje for øje, og i strukturen overbringes ro og varme gennem hver enkel maske. Her lægges vægt på fordybelse og det at give sig selv lov til at tage sig tid til at skabe noget i en hektisk hverdag – at finde ro og glæde i en stille stund. Anne-Sophie Nørby Velling har samlet sin seneste kollektion af smukke unisex-trøjer til voksne i bogen Stund – mønsterstrik på store pinde, der udkommer d. 4. juni.

Forsiden til “Stund – mønsterstrik på sore pinde” viser en af bogens designs frem

Kun på dansk

Der er efterspørgsel på en engelsk version af bogen, men indtil videre kan den samlede kollektion bestående af ti sweatre kun købes på dansk.

Anne-Sophie Nørby Velling har i et årti arbejdet med formidlingen af det traditionsrige håndværk strik og har siden barnsben, hvor hun gik på Skals Design- og Håndarbejdsskole, været optaget af potentialerne i håndens virke.

Gennem sit designstudio Augustins afsøger hun ved brug af designparametriske komponenter, hvordan man kan skabe bro mellem tekstil og arkitektur, som er den designgren, hun fra Arkitektskolen Aarhus er uddannet inden for.

Fakta om den nye bog

  • Titel: Stund – mønsterstrik på store pinde
  • Forfatter: Anne-Sophie Nørby Velling
  • Forlag: Turbine
  • ISBN: 9788740672909
  • Sidetal: 187
  • Vejl. pris: 299,95 kr.
  • Udgivelsesdato: 4. juni